Søndag den 25. oktober stod jeg i boudoiret i huset på rue Américaine i Saint-Gilles, i dag Horta-museet i Bruxelles, foran en lille stol med betræk af skåret fløjl. Ifølge skiltet i rummet tegnede Victor Horta den til sit eget hjem, omtrent på samme tid som skærmen fra 1898-1901, der står i samme rum. Fløjlet valgte han selv mellem de to verdenskrige, så stolen passede til hans nye bolig, som ikke længere var i art nouveau-stil.
En stol, der får nyt betræk for at passe til en ny bolig, fører direkte til tesen i dette stykke, og den må gerne diskuteres: den, der tegner rummet, tegner også stolen. Et kontor lykkes, når møblerne kommer med i projektet den dag, man beslutter, hvor lyset skal falde. Kommer møblerne først på tale, når væggene står færdige, skal de finde sig til rette i et rum, der blev besluttet uden dem.
Huset på rue Américaine blev tegnet i ét
Horta købte de to nabogrunde i 1898, og frem til 1901 rejste der sig et hus i to dele, hans bolig og hans tegnestue. Begge solgte han i 1919. Halvtreds år senere, i 1969, åbnede huset som museum, og siden 2000 står det på UNESCO's verdensarvsliste sammen med tre andre af hans byhuse, Tassel, Solvay og van Eetvelde.
I kontoret fortæller skiltet, at væggene oprindeligt var beklædt med indbyggede møbler, som også indrammede kaminen. Kaminen er i dag det eneste, der er tilbage af den indretning. Lamper, dørhåndtag og knager blev ligeledes tegnet til netop dette hus, og i Hôtel Solvay, et af de tre andre byhuse på listen, tegnede han hver eneste detalje, fra møbler, tæpper, lamper og service til dørklokken.
Hvordan en tegning blev til en ting, står på et panel i tegnestuen. Under inspirationens påvirkning kunne Horta tilbringe søvnløse nætter, hvor tegningerne strømmede tæt og hurtigt fra hans pen. Skitsen gik ned på tegnernes etage, hvor en af hans tegnere satte den i målestok; i 1901 var de nitten i alt. Næste stop var kælderen, hvor et hold på tre billedhuggere lavede afstøbningen. Arkitekten fulgte hvert trin tæt, og når en afstøbning var godkendt, blev den sendt ud til håndværkeren, som skulle gengive den nøjagtigt.
I modelrummet ligger et rødt klæde over et bord. På det står en stol af eg med et sæde, der endnu ikke er polstret, og ved siden af den en hvid model af ryggen, foran hylder med afstøbninger svøbt i lærred. For mig er den hvide ryg en beslutning, der endnu kan laves om.
Aarhus Rådhus og den danske totalløsning
Om Arne Jacobsen skriver Lex, at han i samtiden »blev særlig berømmet for sine totalløsninger«: ud over selve bygningen leverede han ofte også tegninger til møbler, tekstiler, lamper, bestik, dørhåndtag og skrifttyper til skiltning. Aarhus Rådhus tegnede han sammen med Erik Møller fra 1937, og det blev indviet i 1941. Ifølge Lex tegnede de to arkitekter alt fra facade til vægbeklædning, skilte og gelændere, og Jacobsen designede desuden inventaret, belysningsarmaturerne og træbeklædningerne til rådhusene i Aarhus og Søllerød.
Et rådhus er en arbejdsplads, og jeg læser Aarhus som et dansk spejl af det, jeg så i Bruxelles: fyrre år efter Hortas hus blev bygning og inventar igen tegnet af de samme arkitekter. For en virksomhed, der skal have nye kontorer, er spørgsmålet det samme i dag, nemlig hvornår møblerne kommer ind på tegningen.
Afstøbningen og prøven gør det samme arbejde
Lægger man Hortas fire trin ved siden af et kontorprojekt i dag, svarer de til hinanden et for et.
Skitsen og den første plan
Hos Horta kom skitsen fra arkitektens egen pen. I et kontorprojekt er det den første plan, og efter min mening hører skriveborde og stole hjemme på den fra første udkast.
Målestokken
Tegnerne satte skitsen i målestok, før afstøbningen blev lavet. På en kontorplan svarer det til at tegne skriveborde og stole ind i deres rigtige mål, så der er plads til at skubbe stolen tilbage og til en gæst på den anden side af bordet.
Afstøbningen og prøven
Billedhuggernes afstøbning skulle godkendes, før den gik videre. Det trin svarer i dag til prøven eller prototypen: her sætter man sig i sædet og ser finishen i det lys, den skal stå i, mens antallet endnu ikke står på ordren. Til et kontor med designstole er det det sidste punkt i kæden, hvor et nej stadig er let at sige.
Håndværkeren og produktionen
Håndværkeren skulle gengive afstøbningen nøjagtigt. På samme måde går den godkendte prøve videre til produktionen, og det, der ikke blev afgjort undervejs, må rummet leve med bagefter.
Gevinsten ligger hos den, der skal arbejde i rummet hver dag. Når vindue og skrivebord er placeret i samme tegning, rammer lyset bordpladen der, hvor man læser, og gæstestolen har sin plads foran bordet, uden at nogen bagefter skal flytte en reol. Når jeg selv kommer ind i et kontor, der er tænkt sådan, tillægger jeg sammenhængen den, der sidder der. Om chefens rum og det, et kontor fortæller om den, der bruger det, har jeg skrevet før; Hortas hus viser, at den fortælling begynder på planen.
Derfor er det første møde med arkitekten det rette tidspunkt at tale om møbler. Arkitekter og indretningsarkitekter arbejder vi sammen med gennem vores Trade-program for arkitekter og indretningsarkitekter, så planen og møbelvalget kan følges ad. Indretter man uden arkitekt, kan man låne Hortas rækkefølge og tegne planen i målestok, sætte møblerne ind på den og have prøven i hånden, før ordren bliver skrevet.
Hortas stol fik sit fløjl af den samme mand, der havde tegnet den. Et kontor kan få samme sammenhæng, hvis møblerne får en plads ved bordet, mens rummet stadig er en tegning.
Korte svar
Hvad er Horta-museet i Bruxelles?
Det er det hus og den tegnestue, som arkitekten Victor Horta byggede til sig selv mellem 1898 og 1901 på rue Américaine nr. 23-25 i bydelen Saint-Gilles, og som han solgte i 1919. Huset blev museum i 1969 og er siden 2000 verdensarv, på samme liste som byhusene Tassel, Solvay og van Eetvelde. Museet udstiller møbler, brugsting og kunstgenstande tegnet af Horta og hans samtidige.
Tegnede Horta også møblerne til sine huse?
Ja. Til huset på rue Américaine tegnede han lamper, dørhåndtag og knager, og i hans kontor var væggene beklædt med indbyggede møbler. I Hôtel Solvay tegnede han hver eneste detalje, fra møbler og tæpper til dørklokken.
Findes der et dansk eksempel på samme tankegang?
Ifølge Lex blev Arne Jacobsen i sin samtid særlig berømmet for sine totalløsninger. I Aarhus Rådhus, tegnet sammen med Erik Møller og indviet i 1941, tegnede arkitekterne alt fra facade til vægbeklædning, skilte og gelændere, og Jacobsen designede også inventar og belysningsarmaturer.
Hvornår bør man vælge møblerne til et nyt kontor?
Efter min mening ved det første møde med arkitekten, mens lys, gange og vægge endnu ligger på tegningen. Inden ordren er prøven det trin, der i Hortas tegnestue var afstøbningen.